Tagged: meningsdanner


arne_jacobsen

Var arkitekten engang lydløs?

Vedtægt for Arkitektvirksomhed vedtaget af DAL, 27. november 1965

– Kapitiel III: Kollegiale Regler

[Arkitekter] Medlemmer må ikke anvende reklame eller på anden måde yde betaling eller vederlag for offentlig omtale eller reklamemæssig bekendtgørelse. Med hensyn til anvendelse af skilte, optagelse i telefonbøger, vejviser og lignende samt indrykning af annoncer med meddelelse om oprettelse af praksis, bortrejse, adreseforandring, ændring af telefonnummer og lignende fastsættes reglerne herfor i et cirkulære fra bestyrrelsen”

DAL vedtægter, 1965*

Jeg kom forbi en reol idag, hvor der stod en bog der indeholdt DALDanske Arkitekters Landsforbunds [idag Danske Ark] vedtægter fra 1965. Og jeg kunne ikke nære mig for at finde det sted hvor det skulle stå – sort på hvidt – at arkitekter, dengang, ikke måtte gøre reklame for sig selv. Det tog kun få øjeblikke at finde de gyldne ord, citeret ovenfor!

Måske det er her man finder svaret på spørgsmålet, om hvorfor der idag ikke er flere skrivende arkitekter? For hvordan kom man i 60-70-80-90’erne omkring denne vedtægt? Jeg forestiller mig, at måden var at skrive, udgive og kommentere på livet løs. Og havde man en professortitel fra Arkitektskolen, ja, så gik det sikkert endnu hurtigere. På den anden side, så er alle kanaler idag åbne for enhver arkitekt der har selv det mindste at sige. Men det betyder dog ikke at der siges så meget mere end tidligere. Eller også siges der bare noget andet.

Arkitekter var Levemennesker
Jeg kan huske at den norske arkitekt, Sverre Fehn engang fortalte, at han blev arkitekt fordi han så en gruppe glade mennesker med pibe, løse bukser og stråhat, stå på gangen på det Tekniske Universitet hvor hans ingeniør far underviste. Han spurgte hvem de sjove mennesker var, og hans far fortalte, at det var arkitekter. Der besluttede den lille Sverre at sådan en ville han også være. For der var engang hvor arkitekter var dem der ‘vidste om det gode liv’ – De var levemennesker: solbrændte sejlertyper der indåndede kultur og forstod sig på mennsker og kvalitet.

Det at arkitekterne idag, på mange punkter, er faldet lidt i baggrunden, føles nogengange som det største tab. Sort tøj eller neonfarvede snickers – de nye tiders arkitekter er så [forretnings?]specialiserede, at vi måske ikke får fortalt hvordan vi ser verden og den måde vi lever på. Det er der ofte en eller anden faggren der kommer os i forkøbet. Arkitekter skal tilbage til at være PERSONEN der forstår sig på mennesker, det gode liv og hele den holostiske tankegang – ikke kun bygninger [som mange mennesker går rundt og tror!].

…og så synes man næsten det er synd at vi ikke siger mere nu hvor vi faktisk har mulighed for at sige alt det vi vil.

Kilde: *Jørgen Hansen, Arkitektkontrakten, 1963