Tagged: Le Corbusier


Tiny-House-prohibetd

The Tiny Life Movement

“I don’t know why [US] people aren’t more pissed of by the zoning laws and building codes that prohibit small houses – it’s actually illegal to live in a very small house! The codes was largely developed by the housing and insurance industry a long time ago. And since then it’s been an evolution of basically mandatory consumption laws. We have to live in fairly large houses; we have to live in certain areas. But you can live in small houses on wheels if you live in a trailerpark, or if you can find another loophole” – Jay Shafer

Tiny House Movement
Sidste efterår skrev jeg et indlæg om den norske must-see dokumentar ‘The Lightbulb Conspiracy’ (2010), som blotlægger lidt af sandheden omkring hvordan man sørger for at vi alle ikke stopper med konstant at købe nye ting. Altsammen med vækstøkonomiernes velsignelse. Forleden så jeg et interview med en mand, Jay Shafer som fortalte hvordan USA’s ‘Zoning Laws’ og bygningsreglement rent faktisk forbyder at bo i meget små huse. Begrundelsen skulle så være at det ikke er sundt for en selv. Men i et materialistisk samfund handler det nok mere om at alle mennesker har brug for masser af plads…til alle sine ting. Og det går lidt i klinch med en ny bevægelse af mennesker der faktisk ønsker at leve mere enkelt med en følelse af [økonomisk?] frihed og langt mere bæredygtigt.

“We, the Tiny People” [97 min.] – link til fulde dokumentar
We the Tiny People er en fuldlængde dokumentar af Huffington Post bloggeren Kirsten Dirksen om de mennesker som søger efter lykke i form af en bæredygtig, minimalistisk og enkel boligform. På en rejse opdagede hun at der er opstået en ny tendens, som man er begyndt at referere til som ‘the Tiny Life Movement’. Hun besøger forskellige boliger verden over, hvoraf du helt sikkert har set af par af dem rundt om på nettet. Men det er mest dem som har camping smarte skabe hvor alt folder ud af en eller anden funktionel wonder wall. Men jeg kan faktisk bedre lide historierne om f.eks. 22 årige Austin Hay der gerne vil flytte hjemmefra og derfor [selvfølgelig] bygger sig et billigt lille hus. Der er noget vilde-vesten-agtigt over ret så romantisk over at man da bare kan skabe sig et liv uden først at gifte sig med en bank. Bloggen thetinylife.com giver et lille indblik i den lille verden.

Continue Reading

bscreenshoot088

The Pruitt-Igoe Myth [Trailer]

“The Death of Modern Architecture”

Der findes ganske få arkitektur billeder med samme fortællekraft, som billedserien af Pruitt-Igoe – 33 stk. boligblokke i St. Louis, af samme arkitekt der senere tegnede WTC  – der springes i graven kun 20 år efter sin opførelse. Pruitt-Igoe har gennem tiderne opnået  ikon status i arkitektur debatten, efter billederne i 1976 optrådte som en del af introduktion til bogen ‘Collage City’ af Charles Jencks.  [introduktionen kan læses her].

Selve introduktionen var skrevet af Colin Rowe og Fred Koetter, og med resten af bogen [+ efterfølgeren], slog det gnist til en international faglig enighed om at byggeriet i bund og grund var en arkitektonisk fiasko – Charles Jencks fremsatte ovenikøbet at nedrivningen af Pruitt-Igoe repræsenterede “The Death of Modern Architecture”. Og på den måde endte Pruitt-Igoe som arkitektverdenens fade-to-black-billede på modernismen [CIAM og Le Corbusiers urbane og rationelle designprincipper] forfejlede forsøg på at transformere den amerikanske underklasses boligforhold efter Anden Verdenskrig.

Ud fra det perspektiv var det mere end heldigt at instruktøren, Godfrey Reggio i 1975 fangede nedrivning på film. Det fik en vigtig rolle i  hans film Koyaanisqatsi: Life Out of Balance,  som en [meget smuk] kritik af et samfund der hovedløst har mistet forbindelsen til sine rødder [se klippet nederst]

Dokumentar bag om en arkitektonisk myte
Myteskabelsen omkring Pruitt-Igoe er samlet omkring en idé om at det var arkitekturen i sig selv, der var årsagen til byggeriets dødsdom. Men en ny dokumentar går bagom historien, og viser os årsagerne ligger langt fra udenfor arkitekturens rækkevide. Det handler om økonomi, politik og en forbavsende uvidenhed om de sociale mekanismer der sættes i gang når man stabler den fattigste underklasse fra landet, på toppen af hinanden midt i en by.

Nedenfor kan du opleve en kort film om de refleksioner som ‘U.S. Secretary of Housing and Urban Developments’ retrospektivt gjorde sig i 2010, sammensat som en kavalkade af arkivbilleder.

Kort uddrag fra filmen Koyaanisqatsi: Life Out of Balance.

Continue Reading

Le Corbusier havde en stemme…

… der lyder en smule som Phillip Starck.
Jeg faldt over det her lille interview, som fik mig til at tænke på, at jeg faktisk aldrig har hørt Corbusiers stemme. Han har altid været den alvorlige lille mand med brillerne. Men han lyder faktisk ret hyggelig og med en mere varm og dyb stemme end jeg havde forestillet mig.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=LQayb3glupE&h=380&w=640]


‘STONE ON STONE’ (2009)

“Stone On Stone” (2009), 7 minutter og 44 sekunder

(Filmklippet er et 3 minutters udrag fra filmens 3.-6. minut)

Stone on Stone er en stop-motion animationsfilm af Rob Carter, som sammenlæser Gotikkens arkitektoniske formsprog med Modernismen mere stringente af slagsen, og får på den måde oparbejdet et super godt kontrast spil imellem New Yorks Cathedral Church of Saint John the Divine (fra omkring 1890) på 110. gade – går under øgenavnet “St. John the Unfinished”, fordi det aldrig blev færdigbygget – og Le Corbusiers velkendte kloster i Frankrig La Tourette (1960). Filmen gør et godt arbejde for at fremstille de to projekters arkitektoniske vision under ét. Og de to projekter er tilsammen – i kraft af deres fælles vision – katalysator for filmens endelige forslag til en religiøs, overdone kransekage af en gotisk fantasikatedral – Et udtryk der sikkert er meget lig det, som the Church of Saint John egentlig altid har stilet efter at udtrykke.

Ser man filmen i sin fulde længde (her), så ender den da også med en return-to-reality med den virkelige kirke, som den står placeret på 110. gade i New York. Og kirken synes pludselig at stå tilbage [midt i det moderne], som en kun 100 år gammel dame i før-renæssancetøj der så har forvildet sig ind til en fest i 80’erne. Slutscenen kunne Monthy Python ikke har lavet bedre.

TNA

Kan det Moderne nogensinde blive Antikt?

TNA

Der går ikke mange år før det mest skelsættende arkitekturmanifest i det 20. århundrede fylder 100 år. Det moderne vil officielt blive antikt! Corbusier skrev “Vers un architectur” i 1923, og den engelske titel blev som bekendt “Toward an Architecture” . En samling af essays som han skrev over en længere årrække.

Jeg kan huske da Kent Martinussen i 2000 holdt et, (ikke set siden!) marathonkursus (studielæsegruppe) for os på Arkitektskolen, hvor han pointerede, at man ikke kan tage afgang fra en arkitektskole uden at ha læst denne bog. Det fascinerende med netop denne bog, er, at den på mange områder diskuterer mange af de emner som vi sidder med den dag idag.

Ny oversættelse!
Jeg blev forleden bekendt med, at den oprindelige engelske oversættelse altid har været en smule kontroversiel, fordi stil og indhold blev ændret i uhørt grad i forhold til originalen. Men i 2007 støttede Getty Research Institute endelig en ny og forbedret oversættelse af John Goodman.

Se bogpriser.dk (ca. 145 kr) …den gamle version (pdf)

EXPO 1958 – Poème électronique (Corbusier)

BoerHans997368604_d4cf68787a-full

Poème électronique
The first, electronic-spatial environment to combine architecture, film, light and music to a total experience made to functions in time and space. Under the direction of Le Corbusier, Iannis Xenakis‘ concept and geometry designed the 1958 World’s Fair exhibition space adhering to mathematical functions (see the design). Edgard Varèse composed both concrete and vocal music which enhanced dynamic, light and image projections conceived by Le Corbusier. Varèse’s work had always sought the abstract and, in part, visually inspired concepts of form and spatial movements. Among other elements for «Poème électronique» he used machine noises, transported piano chords, filtered choir and solo voices, and synthetic tone colorings. With the help of the advanced technical means made available through the Philips Pavilion, the sounds of this composition for tape recorder could wander throughout the space on highly complex routes.

For the performance, 425 loudspeakers, placed at specific points in Le Corbusier’s Philips Pavilion were triggered to sound at specific intervals (as a result, the performance never sounded exactly the same in any specific location).

Continue Reading

la_tourette-_arq_le_corbusier

Classics Revisited – "La Tourette"

[googlevideo=http://video.google.com/videoplay?docid=6777596291381372477&hl=en]