OMA/Progress – On Generations [Shohei Shigematsu, OMA]

Diskussion med Bjarke Ingels
Da OMA partner, Shohei Shigematsu for noget tid siden, sammen resten af OMA’s partner kreds, deltog i en OMA, Show and Tell diskussionsaften, jokede han med at han havde tænkt på at invitere Bjarke Ingels som med-forelæser til en up-comming forelæsningsaften i New York. “Ellers ville der sikkert ikke dukke nogen mennesker op, fordi ingen ved hvem jeg er, eller at jeg er partner i OMA”.  Kommentaren faldt i forbindelse med medie misforståelsen af at OMA er lig Rem Koolhaas [og ingen andre].

Men i denne seneste forelæsning på Barbican Gallery i London havde han så også hevet fat i Bjarke. Denne gang var begrundelsen at Bjarke er en tidligere OMA kollega, og 46 min inde i forelæsningen har de en venskabelig diskussion (1 time) hvor de to arkitekter perspektiverer hinanden måde at arbejde på, gennem deres respektive projekter.

Se de tidligere OMA forelæsninger på the Barbican Gallery:
1. David Gianotten – OMA, On Speed in Architecture
2. Victor-van-der-Chijs – OMA, on Prudence
3. Rem Koolhaas – OMA, On Progress
4. Alle OMA partnere – OMA, Show and Tell
5. Reinier de Graaf – OMA, On London
6. Ellen van Loon – The Bank

Baby Rems – Metropolis Magazine lavede sidste år en chart over den indflydelse som OMA har haft på mange af de andre internationale og toneangivne tegnestuer.

ARKITEKTUR DK – Den Pragmatiske Vending i 00’ernes Danske Arkitektur – del 1
Nu vi er ved OMA bølgen og ringene i vandet, så kan jeg kun anbefale dem der ikke allerede modtager Arkitektur DK, om de 4-5 artikler og interviews som gæsteredaktør Cand. Mag. i filosofi, Kristoffer Lindhardt Weiss har sammensat i første del af 2. Projekterne i bladet kender vi allerede alt for godt, men interviews med Bjarke Ingels, Winy Mass, Kent Martinussen, Jens thomas Arnfred og Linda Tischler (Fast Company) + artikler af Rasmus Bech Hansen, Svante Lindeburg og Kristoffer Lindhardt Weiss, er rigtig spændende læsning.

Læs evt. Redaktør Kjeld Vindum’s leder til Den Pragmatiske Vending her nedenfor.

Den pragmatiske vending [Leder af Kjeld Vindum]

“I det nye årtusindes  første  første 10-år, 00’erne, blev dansk arkitektur udsat for nye energier, for nye måder at gå til arkitekturen på. Og det med så voldsom en kraft, at det er rimeligt at tale om en ny vending. Eller måske ligefrem en ny bølge, der skyllede ind over dansk arkitektur som en revitalisering.

Dette og det kommende nummer af ArkitekturDK søger at indkredse det vi ser som den stærkeste og mest indflydelsesrige tendens inden for denne nyudvikling. Nemlig den tendens der synes forbundet med med en ny pragmatik og en ny vilje til at gå i clinch med verden som den er. En tendens som er præget af en ny friskhed og ligefremhed i antrittet og i retorikken. En tendens hvis udspring peger mod 1990’ernes markante udvikling i Hollands arkitektur, og hvis godfather, om nogen, må være Rem Koolhaas. En tendens som i løbet af 00’erne etablerede sig i dansk arkitektur i form af en række nye tegnestuer, med det betegnende fællestræk at også deres navne var nye og kun i få tilfælde refererede til indehaverne (BIG, jds), men nærmere betegner begreber, ofte med henvisning til aktion (Plot, Transform, Effekt, Kollision) eller er evt. dobbelttydige forkortelser (BIG, COBE, Adept, Nord).

Vi taler om en vending som fra første færd blev mødt med stærk skepsis og straks affødte heftig debat. Anklagerne gik bl.a. på den tilsyneladende ignorering af centrale værdier i dansk arkitekturtradition, som den grundlæggende forståelse for og betoning af bygningen som konstruktion, den følsomme kontekstforståelse eller opmærksomheden i forhold til udførelsen, den høje finish, dyrkelsen af stofligheden og detaljen. Eller man efterlyste forestillinger om et bedre samfund og kritiserede det man så som en kynisk accept af globalisering og kommercialisering.

Andre har derimod fremhævet den nye bølges forståelse af sin tid, af det faktum at konditionerne for arkitekturen og udøvelsen af den som fag ændrede sig radikalt med, bl.a. globaliseringen, ressourceknapheden og klimaproblemerne, it-revolutionen, den nye medievirkelighed og senest den økonomiske krise. Forståelsen af at nye betingelser kræver nye metoder, nye måder at gå til problemerne på.

I dette og det kommende nummer af ArkitekturDK præsenterer vi en række perspektiver på 00’erne og den pragmatiske tendens. Dels gennem interviews med centrale aktører og observatører, dels gennem artikler og endelig gennem præsentationer af de arkitektoniske resultater. Her fokuserer vi på en række tegnestuer som vi finder tydeligt inkarnerer den pragmatiske vending. Andre kunne være inddraget, men valget er også udtryk for erkendelsen af de konditioner vi som medium er underlagt.
For det redaktionelle koncept står Kristoffer Lindhardt Weiss, der også har virket og virker som som gæsteredaktør i forhold til de to numre.

Vi håber indholdet kan bidrage til en fornyet debat om dansk arkitektur, dens værdier og rolle i den store verden. Et centralt spørgsmål vil her være om den nye vending har bidraget til at udviske dansk arkitekturtraditions særlige kendetegn, eller om den tværtimod bidrager til en styrkelse af dens centrale humanistiske værdier. Hvorvidt og hvordan den nye vending medvirker til en styrkelse af dansk arkitekturs generelle indflydelse på fremtidens samfund og dets institutioner. På fremtidens velfærd.” ‘

Leder, Kjeld Vindum 

1 Reply

Reply