QP2

"CRONOCAOS" – OMA/Rem Koolhaas (Biennalen 2010)

“Architects – we who change the world – have been oblivious or hostile to the manifestations of preservation. Since 1981, in Paolo Portoghesi’s ‘Presence of the Past’ [exhibition], there has been almost no attention paid to preservation in successive architecture biennales” –  Rem Koolhaas

KOOLHAAS rykker i Kulturarven
Endelig fik Designboom postet det sidste kapitel, ud af ialt 4 kapitler [1, 2, 3, 4], som ret så gennemført dokumenterer Rem Koolhaas/OMA’s udstilling på 2010 bienallen: “CRONOCAOS”. For den typiske afdelingsleder af en Kulturarvsafdeling på en arkitektskole, vil Koolhaas sikkert fremstå som “en pop-arkitekt, der ikke siger noget der ikke er sagt før”, som fx. i Jukka Jokilehto’s [ellers anbefalelsesværdige] bog: History of Architectural Conservation, 2002 (pdf). Men her er jeg personligt uenig. Jukka’s bog stopper der hvor Cronocaos tager over, men det er sandt at udstillingen er tænk i store linier, men det skal ses i lyset af Koolhaas’ projekter i Kina – et land der først nu er ved at få et begreb om en kulturarv, der i den grad er ved at blive kørt over af Kinas warp-speed udvikling. Modsat i Europa, hvor vi i de sidste 100 år har institutionaliseret kulturarven. Og hvis det hele kører på skinner… hvor er vi så egentligt på vej hen!

Historien kom tilbage…
På den første Arkitektur Bienalle i 1980 stod den italianske arkitekt Paolo Portoghesi for udstillingen: “Presence of the Past” – et historisk opråb mod en modernisme der havde vendt ryggen til historien. Udstillingen i 1980 var mere værkorienteret end Cronocaos, med projekter af den hårde kerne: Venturi, Charles Moore, Hans Hollein, Bofill og Aldo Rossi.

Udstillingen i 1980 er bedst set i lyset af de foregående 20 års kritik af en modernisme der dyrkede sig selv mere end den urbane kontekst. Allerede inden Charles Jencks (The Language of Postmodern Architecture, 1977) – i 1972 dømte modernismen for død med nedrivningen af, et ellers prisvindende socialt boligbyggeri, Pruitt Igoe [se nedrivningen i dette klip fra kultfilmen Koyaanisqatsi – Life out of Balance], havde Jane Jacobs (The Death and Life of Great American Cities , 1960) i 60’erne angrebet modernismen for at bygge kedelige og tomme byer; Og Robert Venturi (Complexity and Contradiction in Architecture, 1966) talte imod det stereotype og de rene former, og hellere ville tale om ‘hybrid’ og ‘kompromi’; Aldo Rossi (The Architecture of the City, 1966) anså “form follows function” for dybt naivt, og så stor mening i at studere de historiske former, mere end den konstante innovation.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=G5ACWyzBwUk&w=640&h=395]

If the point of Preservation is to identify and maintain elements that make a city unique, [a city] contains a vast arsenale of relatively new architecture and urban situations that deserve the same consideration as the old [historic] centre, rather than a seemingly inevitable focus on the oldest, the most beautiful, the most historic part.” – Rem Koolhaas

… men, hvornår har vi så for meget historie?
Koolhaas’ udstilling stopper endnu engang op, og stiller igen spørgsmål ved historiens aktualitet i relation til det omfang vi hudløst vælger at bevare. Hvori ligger meningen? For det må være slut med blindt at bevare ud fra årstal, og istedet kigge bredere på hvad der egentlig er i fremtidens interesse. Og det kommer jo fra en mand der har tegnet huse der blevet fredet i det øjeblik de var færdigbygget!

Læs Designbooms gennemgang af udstillingen: 1.del, 2.del, 3.del og 4.del.

[exhibition]

Reply