arne_jacobsen

Var arkitekten engang lydlĂžs?

VedtĂŠgt for Arkitektvirksomhed vedtaget af DAL, 27. november 1965

– Kapitiel III: Kollegiale Regler

[Arkitekter] Medlemmer mĂ„ ikke anvende reklame eller pĂ„ anden mĂ„de yde betaling eller vederlag for offentlig omtale eller reklamemĂŠssig bekendtgĂžrelse. Med hensyn til anvendelse af skilte, optagelse i telefonbĂžger, vejviser og lignende samt indrykning af annoncer med meddelelse om oprettelse af praksis, bortrejse, adreseforandring, ĂŠndring af telefonnummer og lignende fastsĂŠttes reglerne herfor i et cirkulĂŠre fra bestyrrelsen”

DAL vedtĂŠgter, 1965*

Jeg kom forbi en reol idag, hvor der stod en bog der indeholdt DALDanske Arkitekters Landsforbunds [idag Danske Ark] vedtĂŠgter fra 1965. Og jeg kunne ikke nĂŠre mig for at finde det sted hvor det skulle stĂ„ – sort pĂ„ hvidt – at arkitekter, dengang, ikke mĂ„tte gĂžre reklame for sig selv. Det tog kun fĂ„ Ăžjeblikke at finde de gyldne ord, citeret ovenfor!

MĂ„ske det er her man finder svaret pĂ„ spĂžrgsmĂ„let, om hvorfor der idag ikke er flere skrivende arkitekter? For hvordan kom man i 60-70-80-90’erne omkring denne vedtĂŠgt? Jeg forestiller mig, at mĂ„den var at skrive, udgive og kommentere pĂ„ livet lĂžs. Og havde man en professortitel fra Arkitektskolen, ja, sĂ„ gik det sikkert endnu hurtigere. PĂ„ den anden side, sĂ„ er alle kanaler idag Ă„bne for enhver arkitekt der har selv det mindste at sige. Men det betyder dog ikke at der siges sĂ„ meget mere end tidligere. Eller ogsĂ„ siges der bare noget andet.

Arkitekter var Levemennesker
Jeg kan huske at den norske arkitekt, Sverre Fehn engang fortalte, at han blev arkitekt fordi han sĂ„ en gruppe glade mennesker med pibe, lĂžse bukser og strĂ„hat, stĂ„ pĂ„ gangen pĂ„ det Tekniske Universitet hvor hans ingeniĂžr far underviste. Han spurgte hvem de sjove mennesker var, og hans far fortalte, at det var arkitekter. Der besluttede den lille Sverre at sĂ„dan en ville han ogsĂ„ vĂŠre. For der var engang hvor arkitekter var dem der ‘vidste om det gode liv’ – De var levemennesker: solbrĂŠndte sejlertyper der indĂ„ndede kultur og forstod sig pĂ„ mennsker og kvalitet.

Det at arkitekterne idag, pĂ„ mange punkter, er faldet lidt i baggrunden, fĂžles nogengange som det stĂžrste tab. Sort tĂžj eller neonfarvede snickers – de nye tiders arkitekter er sĂ„ [forretnings?]specialiserede, at vi mĂ„ske ikke fĂ„r fortalt hvordan vi ser verden og den mĂ„de vi lever pĂ„. Det er der ofte en eller anden faggren der kommer os i forkĂžbet. Arkitekter skal tilbage til at vĂŠre PERSONEN der forstĂ„r sig pĂ„ mennesker, det gode liv og hele den holostiske tankegang – ikke kun bygninger [som mange mennesker gĂ„r rundt og tror!].

…og sĂ„ synes man nĂŠsten det er synd at vi ikke siger mere nu hvor vi faktisk har mulighed for at sige alt det vi vil.

Kilde: *JĂžrgen Hansen, Arkitektkontrakten, 1963 


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/rasmusbronnum.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399

0 Replies

  1. Barbra Svar

    Arkitekter siger da masser ting. OgsĂ„ om, hvad de opfatter som det gode liv. DesvĂŠrre er der bare som oftest ikke sammenhĂŠng mellem hvad de siger – og hvad de tegner og bygger (findes der ikke nĂŠsten flere renderede bĂžrn, der flyver med drage end i virkeligheden?).

    NĂ„r der ikke er overensstemmelse mellem budskab og endelige produkt, holder omverdenen op med at lytte. Fordi der ikke er autencitet bag budskaberne. Og det er i bedste fald et stĂžrre problem.

    En mindre ting: DAL var det tidligere Arkitektforeningen og Arkitektforbundet kombineret. Ikke Danske Ark.

    • Rasmus BrĂžnnum Svar

      Hej B

      Det hele er image. Arkitekterne har det hele, men det skal ud over kanten! Det er en joke, nÄr man endnu engang skal forklare den ene efter den anden, at arkitekter ikke kun tegner facader! Og at man da i den grad tÊnker pÄ de mennesker der skal bruge huset!!?

      Man kan tale om arkitekter generelt, og arkitekter som enkelt. Og skal jeg vÊre lidt frÊk, sÄ er der efterhÄnden flere kommunikationsmedarbejdere i de forskellige institutioner, end der er arkitekter, haha!
      Og, nej, jeg synes ikke at jeg ser sĂ„ mange kronikker fra den almindelige arkitekt, der udtaler sig om noget der ligger udenfor arkitektens direkte felt. Enig i at Arkitektforeningen gĂžr et super arbejde… men det er ikke dem jeg taler til, nĂ„r jeg taler om ‘Arkitekten’. Var det ikke for foreningen, sĂ„ var det jo helt galt.

      Det med visualiseringen er jo lidt svĂŠrt at fortĂŠnke arkitekten i – Danskerne er lidt tunge i r….. nĂ„r det kommer til at bruge det offentlige rum kreativt (selv baggĂ„rdene er efterhĂ„nden tomme!), men de har stadig brug for billeder pĂ„ hvordan de gerne vil have dem til at se ud…Resten er op til dem selv:-)

      Men angÄende DAL vs. DAL/AA vs. PAR vs. DanskeArk

      Man bliver let forvirret, men jeg holdt mig til “Den store Danske” og rettede det ind efter what-ever arbejdsgivernes org hedder idag – Citat:

      “Danske Arkitekters Landsforbund/Akademisk Arkitektforening
      Forbundet ĂŠndrede navn til Danske Arkitekters Landsforbund/Akademisk Arkitektforening, forkortet DAL/AA, fĂžr det i 2004 blev delt i standsforeningen Akademisk Arkitektforening (AA), fagforeningen Ansatte Arkitekters RĂ„d (AAR), der har skiftet navn til Arkitektforbundet, samt virksomhedsforeningen Praktiserende Arkitekters RĂ„d (PAR), der i 2005 fik navnet Danske Arkitektvirksomheder.

      Tak for kommentaren Barbra

  2. casper holm Svar

    Mon ikke det er at spÞrgsmÄl om at datidens holistiske argumentation, var baseret pÄ et intuitivt opgÞr med rationalismen. Et opgÞr der havde en anderledes intuitiv validitet end idag hvor en holistisk kulturradikalisme er strandet pÄ vilkÄrlig smag og lidt uidealistisk tovtrÊkkeri mellem Êstetik og funktion?

    Jeg tror nu ikke det for sÄ vidt er arkitekternes skyld, men mere et generelt limbo vi befinder os i efter at religion, rationalismen og hermeneutik, ikke i tilstrÊkkelig grad retfÊrdiggÞre de begreber arkitekturen skal benytte.

    Man kan sige at hvis mennesket er arkitekturens genstand, mĂ„ vi kunne svare pĂ„ hvad mennesket er; krop eller psyke? Hvilke spatiale betingelser forventer den menneskelige organsisme. Og her har vi desvĂŠrre et Cartiansk efterslĂŠb der stadig stiller os med en dualistisk virklighedsforstĂ„else der adskiller det tĂŠnkte og det oplevede…

    Hvis vi kunne svare bedre pÄ det, ville vi kunne begynde at svare fyldestgÞrende pÄ f.eks. hvilke effekt rumoplevelsen har pÄ menneskeorgansimen.

  3. Barbra Svar

    @Rasmus:

    Hej igen…. jeg mente eller skrev heller intet om hverken Arkitektforeningen eller ‘Arkitekten’. Det fik jeg vist stukket i skoen, Rasmus :-). Jeg beklager, hvis jeg ikke fik forklaret mig godt nok. Her kommer en ang smĂžre, der mĂ„ske bedre forklarer min pointe (forhĂ„bentligt):

    Jeg mente bare, at der nogle gange mangler overensstemmelse mellem hvad arkitekter, altsĂ„ den enkelte arkitekt, siger de vil lave for noget arkitektur og byplanlĂŠgning – og hvad slut-produktet sĂ„ egentlig ender med at blive. Eksempelvist er der mange arkitekter der siger, de vil lave byliv, men ender med at lave huse, der ikke indbyder til byliv overhovedet, men derimod skrĂŠmmer mennesker, der kunne fĂŠrdes omkring huset, vĂŠk.

    Og grunden til at jeg nÊver det, som eksempel, er blot, at mange arkitekter netop taler om byliv og bÊredygtighed. Og siger, at deres slutprodukt kan skabe byliv og er bÊredygtigt. Og det tror jeg virkelig ogsÄ at de hÄber, det bliver. Men ofte ender det helt anderledes. Og det er da et problem. SÊrligt for arkitekternes kommunikation, hvis den skal virke trovÊrdig.

    Ofte er det jo faktisk ikke arkitekters skyld, som jeg ser det. Der er sĂ„ mange aktĂžrer i en byggeproces, at der er svĂŠrt at styre slutproduktet udelukkende i den retning, som arkitekten Ăžnsker. Men sĂ„ er vi ogsĂ„ inde ved kernen: Hvis man ikke kan lave et slutprodukt, der er fuldstĂŠndig i overensstemmelse med dĂ©t, som man siger/lover….skal man sĂ„ overhovedet kommunikere det – eller skal man kommunikere lidt mere realistisk? Var det ikke bedre at kommunikere ĂŠrligt, hvor meget arkitekturen kan bidrage med, men ogsĂ„, hvad arkitekturen ikke kan bidrage med?

    I kommunikationsbranchen tales der meget om autentisk kommunikation for tiden. Om, at man skal skĂŠre ind til benet og ikke love mere end man kan og er (tĂŠnk blot pĂ„ bankerne). DĂ©t, tĂŠnke jeg blot kunne redde arkitekters rĂžv (sĂ„ de f.eks. ikke blev underbetalt og uretfĂŠrdigt behandlet i alle de prĂŠkvalifikationer og konkurrencer, hvor de nĂŠrmest arbejder gratis). MĂ„ske skulle man skĂŠre ind til benet, flytte ‘bĂžrnene der flyver drager’ ud af renderingerne og i stedet, med en no-bullshit-approach fortĂŠlle om og tegne hvad arkitektur kan love. Og intet mere. Det ville gĂžre, at de stod stĂŠrkere og ikke var sĂ„ udsat for kritik, ganske enkelt fordi de dermed ville virke mere trovĂŠrdige.

    HĂ„ber i Ăžvrigt det gĂ„r godt i Århus. Kh B

Reply