arne_jacobsen

Var arkitekten engang lydløs?

Vedtægt for Arkitektvirksomhed vedtaget af DAL, 27. november 1965

– Kapitiel III: Kollegiale Regler

[Arkitekter] Medlemmer må ikke anvende reklame eller på anden måde yde betaling eller vederlag for offentlig omtale eller reklamemæssig bekendtgørelse. Med hensyn til anvendelse af skilte, optagelse i telefonbøger, vejviser og lignende samt indrykning af annoncer med meddelelse om oprettelse af praksis, bortrejse, adreseforandring, ændring af telefonnummer og lignende fastsættes reglerne herfor i et cirkulære fra bestyrrelsen”

DAL vedtægter, 1965*

Jeg kom forbi en reol idag, hvor der stod en bog der indeholdt DALDanske Arkitekters Landsforbunds [idag Danske Ark] vedtægter fra 1965. Og jeg kunne ikke nære mig for at finde det sted hvor det skulle stå – sort på hvidt – at arkitekter, dengang, ikke måtte gøre reklame for sig selv. Det tog kun få øjeblikke at finde de gyldne ord, citeret ovenfor!

Måske det er her man finder svaret på spørgsmålet, om hvorfor der idag ikke er flere skrivende arkitekter? For hvordan kom man i 60-70-80-90’erne omkring denne vedtægt? Jeg forestiller mig, at måden var at skrive, udgive og kommentere på livet løs. Og havde man en professortitel fra Arkitektskolen, ja, så gik det sikkert endnu hurtigere. På den anden side, så er alle kanaler idag åbne for enhver arkitekt der har selv det mindste at sige. Men det betyder dog ikke at der siges så meget mere end tidligere. Eller også siges der bare noget andet.

Arkitekter var Levemennesker
Jeg kan huske at den norske arkitekt, Sverre Fehn engang fortalte, at han blev arkitekt fordi han så en gruppe glade mennesker med pibe, løse bukser og stråhat, stå på gangen på det Tekniske Universitet hvor hans ingeniør far underviste. Han spurgte hvem de sjove mennesker var, og hans far fortalte, at det var arkitekter. Der besluttede den lille Sverre at sådan en ville han også være. For der var engang hvor arkitekter var dem der ‘vidste om det gode liv’ – De var levemennesker: solbrændte sejlertyper der indåndede kultur og forstod sig på mennsker og kvalitet.

Det at arkitekterne idag, på mange punkter, er faldet lidt i baggrunden, føles nogengange som det største tab. Sort tøj eller neonfarvede snickers – de nye tiders arkitekter er så [forretnings?]specialiserede, at vi måske ikke får fortalt hvordan vi ser verden og den måde vi lever på. Det er der ofte en eller anden faggren der kommer os i forkøbet. Arkitekter skal tilbage til at være PERSONEN der forstår sig på mennesker, det gode liv og hele den holostiske tankegang – ikke kun bygninger [som mange mennesker går rundt og tror!].

…og så synes man næsten det er synd at vi ikke siger mere nu hvor vi faktisk har mulighed for at sige alt det vi vil.

Kilde: *Jørgen Hansen, Arkitektkontrakten, 1963 

0 Replies

  1. Barbra Svar

    Arkitekter siger da masser ting. Også om, hvad de opfatter som det gode liv. Desværre er der bare som oftest ikke sammenhæng mellem hvad de siger – og hvad de tegner og bygger (findes der ikke næsten flere renderede børn, der flyver med drage end i virkeligheden?).

    Når der ikke er overensstemmelse mellem budskab og endelige produkt, holder omverdenen op med at lytte. Fordi der ikke er autencitet bag budskaberne. Og det er i bedste fald et større problem.

    En mindre ting: DAL var det tidligere Arkitektforeningen og Arkitektforbundet kombineret. Ikke Danske Ark.

    • Rasmus Brønnum Svar

      Hej B

      Det hele er image. Arkitekterne har det hele, men det skal ud over kanten! Det er en joke, når man endnu engang skal forklare den ene efter den anden, at arkitekter ikke kun tegner facader! Og at man da i den grad tænker på de mennesker der skal bruge huset!!?

      Man kan tale om arkitekter generelt, og arkitekter som enkelt. Og skal jeg være lidt fræk, så er der efterhånden flere kommunikationsmedarbejdere i de forskellige institutioner, end der er arkitekter, haha!
      Og, nej, jeg synes ikke at jeg ser så mange kronikker fra den almindelige arkitekt, der udtaler sig om noget der ligger udenfor arkitektens direkte felt. Enig i at Arkitektforeningen gør et super arbejde… men det er ikke dem jeg taler til, når jeg taler om ‘Arkitekten’. Var det ikke for foreningen, så var det jo helt galt.

      Det med visualiseringen er jo lidt svært at fortænke arkitekten i – Danskerne er lidt tunge i r….. når det kommer til at bruge det offentlige rum kreativt (selv baggårdene er efterhånden tomme!), men de har stadig brug for billeder på hvordan de gerne vil have dem til at se ud…Resten er op til dem selv:-)

      Men angående DAL vs. DAL/AA vs. PAR vs. DanskeArk

      Man bliver let forvirret, men jeg holdt mig til “Den store Danske” og rettede det ind efter what-ever arbejdsgivernes org hedder idag – Citat:

      “Danske Arkitekters Landsforbund/Akademisk Arkitektforening
      Forbundet ændrede navn til Danske Arkitekters Landsforbund/Akademisk Arkitektforening, forkortet DAL/AA, før det i 2004 blev delt i standsforeningen Akademisk Arkitektforening (AA), fagforeningen Ansatte Arkitekters Råd (AAR), der har skiftet navn til Arkitektforbundet, samt virksomhedsforeningen Praktiserende Arkitekters Råd (PAR), der i 2005 fik navnet Danske Arkitektvirksomheder.

      Tak for kommentaren Barbra

  2. casper holm Svar

    Mon ikke det er at spørgsmål om at datidens holistiske argumentation, var baseret på et intuitivt opgør med rationalismen. Et opgør der havde en anderledes intuitiv validitet end idag hvor en holistisk kulturradikalisme er strandet på vilkårlig smag og lidt uidealistisk tovtrækkeri mellem æstetik og funktion?

    Jeg tror nu ikke det for så vidt er arkitekternes skyld, men mere et generelt limbo vi befinder os i efter at religion, rationalismen og hermeneutik, ikke i tilstrækkelig grad retfærdiggøre de begreber arkitekturen skal benytte.

    Man kan sige at hvis mennesket er arkitekturens genstand, må vi kunne svare på hvad mennesket er; krop eller psyke? Hvilke spatiale betingelser forventer den menneskelige organsisme. Og her har vi desværre et Cartiansk efterslæb der stadig stiller os med en dualistisk virklighedsforståelse der adskiller det tænkte og det oplevede…

    Hvis vi kunne svare bedre på det, ville vi kunne begynde at svare fyldestgørende på f.eks. hvilke effekt rumoplevelsen har på menneskeorgansimen.

  3. Barbra Svar

    @Rasmus:

    Hej igen…. jeg mente eller skrev heller intet om hverken Arkitektforeningen eller ‘Arkitekten’. Det fik jeg vist stukket i skoen, Rasmus :-). Jeg beklager, hvis jeg ikke fik forklaret mig godt nok. Her kommer en ang smøre, der måske bedre forklarer min pointe (forhåbentligt):

    Jeg mente bare, at der nogle gange mangler overensstemmelse mellem hvad arkitekter, altså den enkelte arkitekt, siger de vil lave for noget arkitektur og byplanlægning – og hvad slut-produktet så egentlig ender med at blive. Eksempelvist er der mange arkitekter der siger, de vil lave byliv, men ender med at lave huse, der ikke indbyder til byliv overhovedet, men derimod skræmmer mennesker, der kunne færdes omkring huset, væk.

    Og grunden til at jeg næver det, som eksempel, er blot, at mange arkitekter netop taler om byliv og bæredygtighed. Og siger, at deres slutprodukt kan skabe byliv og er bæredygtigt. Og det tror jeg virkelig også at de håber, det bliver. Men ofte ender det helt anderledes. Og det er da et problem. Særligt for arkitekternes kommunikation, hvis den skal virke troværdig.

    Ofte er det jo faktisk ikke arkitekters skyld, som jeg ser det. Der er så mange aktører i en byggeproces, at der er svært at styre slutproduktet udelukkende i den retning, som arkitekten ønsker. Men så er vi også inde ved kernen: Hvis man ikke kan lave et slutprodukt, der er fuldstændig i overensstemmelse med dét, som man siger/lover….skal man så overhovedet kommunikere det – eller skal man kommunikere lidt mere realistisk? Var det ikke bedre at kommunikere ærligt, hvor meget arkitekturen kan bidrage med, men også, hvad arkitekturen ikke kan bidrage med?

    I kommunikationsbranchen tales der meget om autentisk kommunikation for tiden. Om, at man skal skære ind til benet og ikke love mere end man kan og er (tænk blot på bankerne). Dét, tænke jeg blot kunne redde arkitekters røv (så de f.eks. ikke blev underbetalt og uretfærdigt behandlet i alle de prækvalifikationer og konkurrencer, hvor de nærmest arbejder gratis). Måske skulle man skære ind til benet, flytte ‘børnene der flyver drager’ ud af renderingerne og i stedet, med en no-bullshit-approach fortælle om og tegne hvad arkitektur kan love. Og intet mere. Det ville gøre, at de stod stærkere og ikke var så udsat for kritik, ganske enkelt fordi de dermed ville virke mere troværdige.

    Håber i øvrigt det går godt i Århus. Kh B

Reply