stud.slav.arch. !?

Arkitekternes praktikordning

For 10 år siden fungerede det således at arbejdsgiveren fik et løntilskud fra arkitektskolen, der talte godt og vel halvdelen af den løn man fik – ja, man fik rigtig løn dengang, som svarede til det at have et fuldtids studiejob…hvilket det jo også egentlig er. Allerede dengang fik det mange til at smutte en tur til udlandet istedet, da man her kunne få sit løntilskud, tæt på 20.000 kr, direkte i hånden til f.eks. at betale for flybillet og et sted at bo!

Tiderne er skiftet og det er praktikordning også. Som det flot hedder på Karch så er det nu “gratis for praktikstedet”. Men i de sidste 10 år er leveomkostningerne også skudt i vejret. Ikke specielt mange der kan leve af kun deres SU. Og et arbejde ved siden af sin praktik er ikke helt let…specielt hvis det er konkurrencer der er på den daglige menu. Så vi sidder med et resultat hvor studerende arbejder fuld tid, på en stærkt nedsat økonomi, uden at det koster tegnestuen en krone.

For få år siden gik snakken om dét konkurrenceforvridende i at forbruge store mængder af den gratis stud arbejdskraft – dengang var der muligvis noget om snakken i enkelte tilfælde. Men nu om dage er det efterhånden mere reglen end undtagelsen – specielt med det større antal af mindre tegnestuer med færre midler. Og sandheden er vel egentlig at en tegnestue, her i 2009, ikke har råd til at tabe en konkurrence med mindre der var en praktikant med på opgaven!? (handler nu mere om afleveringskrav mm, end om praktikordningen i sig selv). BIG har måtte tage mange prygl siden de startede. Men hvis man skal klappe nogen på skulderen over en ærlig (bæredygtig!) håndtering af praktikordningen, ja, så er det selvsamme BIG….som de eneste, betaler de rent faktisk deres praktikanter.Go figure!

- Har du nogle holdninger eller erfaringer, så sæt op til 2 krydser nedenfor:

Jeg har selv pustet til ilden hos større tegnestuer der havde problemer med at tiltrække praktikanter. Det er ikke alle der er opmærksom på at den interne diskussion hurtigt bliver præget af tillidsmandens (medarbejdernes) interesser. Og det er vel ærligt nok: jo flere (billige) praktikanter man har, jo mindre arbejde er der til resten. Derfor var der enighed om en løsning hvor man meldte ud, at reelt arbejde skulle præmieres. Praktikanter skulle tildeles samme løn som en studiemedhjælper – billigt for tegnestuen, mindre trussel for medarbejderne og totalt i orden for praktikanten! Blev dog aldrig sat i værk…og de mangler stadig praktikanter, haha!

En helt anden ting er at det ville give god mening i de tilfælde hvor tegnestuen rent faktisk fakturerer timer ud af huset for arbejde som en praktikant har stået for….eller i de (mange) tilfælde hvor praktikanten pludselig står og bygger model sammen med studerende der rent faktisk får betaling for det!!

- Smid en (evt. anonym) kommentar nedenfor hvis du er (u)enig eller har et andet perspektiv på diskussionen. Hvis der ikke er nogen kommentarer så må det være fordi at alt er i fineste orden!? 

No Responses to “stud.slav.arch. !?”

  1. Lars november 23, 2009 at 22:09 #

    Hvad giver BIG i løn egentlig? De har vel ca 20 praktikanter til enhver tid?

  2. Niels/Krydsrum november 27, 2009 at 18:03 #

    Du har helt ret Rasmus, og godt at få åbnet diskussionen omkring ordningen som ender hos den enkelte tegnestues etiske principper, da det er meget minimalt hvad der stilles af krav til praktikstedet! Det er jo ikke kun løn det handler om for en praktikant, men i høj grad også at det arbejde der udføres udvikler vedkommende og åbner den enkeltes syn på tegnestuelivet og giver langt større kendskab til processer uden for skolen (læs: ikke bare igang med skumskæreren og 3D modelleringen)!
    Jeg er derfor stolt af at kunne sige at vi i Krydsrum altid (3 år) har lønnet vores praktikanter med fast 3000kr om måneden ud over SUen, hvilket vel at mærke er for 37 timer/uge og ikke mere end det (de afspadserer hvis der har været travle uger)!! Meget, meget billig arbejdskraft for tegnestuen og det sikrer at den studerende ikke skal arbejde på cafe i weekenden! Det gælder om at lave en af de berømte win-wins….for du har bestemt også helt ret i at praktikanter bliver mere og mere nødvendige for specielt mindre tegnestuer//N

  3. John Andersen november 28, 2009 at 23:52 #

    At BIG betaler er en sandhed med kun et gran salt! Nogle for betaling andre ikke! Nogle bliver lovet en høj løn efter et halvt år med få sparket i stedet for. BIG bør ikke tages frem som et forbillede. Her skal det lige siges at dette også gælder udlandske studerende og færdig uddannede arkitekter. Godt at høre at Krydsrum betaler. Det er klart at de studerende skal have betaling, men i de første to måneder bruges der megen tid på at sætte praktikanten ind i tegnestuens måde at arbejde på. Derfor vil det helt klart hjælpe hvis praktik perioden er længere så er det nemmere for tegnestuerne at tjene på den studerende da de til sidst i en lang praktik periode er selvkørende.

  4. . februar 15, 2010 at 18:31 #

    Jeg har selv lige været i praktik ved en større tegnestue i Danmark. Og som Rasmus skriver er det ikke alle studerende der kan leve af SUén alene, og for dem som ikke har velbemidlede forældre, kan det godt være en stor økonomisk byrde. Dette har blandt andet medført at jeg har været nødt til at gældsætte mig andetsteds for at få økonomien til at hænge sammen i praktikperioden. Surt for mig, men det er åbenbart en realitet hvis man vil lære noget.

  5. Fredrik Gyllenhoff februar 16, 2010 at 14:48 #

    Damn det var tider, da jeg var i praktik i Australien i 2000.. Værsgo’ , Her er en flybillet, en forsikring og skal vi ikke lige dække noget af din husleje? Jo tak blev der sagt.
    Jeg blev vildt god til at surfe og grille shrimps on the barbie (fik også arbejdet lidt ved siden af)

  6. Martin S februar 22, 2010 at 19:25 #

    Jeg var glad for at være i praktik, selvom jeg ikke fik løn. Men må give “.” lidt ret i det vedkommende skriver.

Leave a Reply:

Gravatar Image

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: