60 seconds

"60 Seconds of Architecture"

60 seconds

quote11

Akademisk Arkitektforening og Australian Institute of Architects inviterer alle arkitekter, filmskabere og folk i almindelighed med interesse for deres omgivelser til at deltage i et internationalt filmprojekt.

Filmen vil få premiere på Arkitekturens Dag 1. okt. 2009.

60 Seconds of Architecture er et åbent filmprojekt, hvor alle kan bidrage med et 1 minut langt filmklip. Med udgangspunkt i årets tema Bæredygtighed, Tradition, Teknologi opfordrer vi folk til at producere en 60 sekunder film, som på en eller anden måde berører et af emnerne. Alle bidrag vil være tilgængelige på hjemmesiden www.60secondsofarchitecture.blogspot.com og alle deltagere kan frit benytte klippene, som de har lyst. Når vi har modtaget alle filmene, vil de blive sammenklippet til én lang film, som bliver vist 1. oktober i Arkitekternes Hus.


Projektet undersøger forholdet mellem på den side arkitektteorier- og praksisser og på den anden side den almindelige borgers forståelse af rum og arkitektur. Vi ønsker at åbne op for et grænseland mellem ekspertviden og daglig bruger, som kan skabe en dialog og engagement om fremtidens arkitektur, der ofte er utilgængeligt under almindelige arbejdsforhold.

Arkitekturens Dag
Arkitekturens Dag er arkitektens internationale kampdag, hvor der verden rundt vil blive arrangeret begivenheder, workshops, byvandringer, åbent hus arrangementer og foredrag med fokus på arkitekturen omkring os. Årets tema Bæredygtighed, Tradition, Teknologi blander sig i den højaktuelle klimadebat samtidig med, at det inddrager vigtige arkitektoniske grundtanker som kulturarv og materialebevidsthed. København er i december vært for COP15, den internationale klimakonference, der skal hanke op i 192 lande og udarbejde en klimaaftale for perioden efter 2012. Klimadebatten har pålagt et betydeligt ansvar hos arkitekten i at udfordre faget i takt med miljøprofetierne bliver mere og mere dystre. Men udfordringen skaber samtidig et væsentligt og løsningsorienteret lyspunkt i en ellers dramatisk og ophedet debat. Og det er blandt andet det, vi gerne vil sætte fokus på med dagens tema og de arrangementer, der løber af stablen.

Deadline
Deadline for upload af film er 25. september 2009.
For yderligere information kontakt Hans Bærholm, Akademisk Arkitektforening 3085 9008 eller hb@aa-dk.dk.

Arrangement
Filmen vil blive vist ved en reception afholdt af Akademisk Arkitektforenings lokalafdeling I København – 1. oktober kl.19.00 i Arkitekternes Hus.

Du kan holde dig orienteret om andre visninger på www.arkitekturensdag.dk 

Reply