Theory vs. Practice

9789057010729.jpg

Practice. Architecture, Technique and Representation

I år 2000 udgav den amerikanske arkitekt og teoretiker Stan Allen essaysamlingen ’Practice. Architecture, Technique and Representation’ der består af en række artikler skrevet i perioden 1989-1997

I forbindelse med bogudgivelsen er teksterne blevet forsynet med en introduktion ’Theory vs. Practice’ der samtidig er en skitse til en pragmatisk arkitektonisk arkitekturteori baseret på en fornyet forståelse af forholdet mellem teori og praksis. Introduktionen er således andet og mere end en tematisk sammenkædning af bogens artikler, og det er muligt at læse teksten som en præcis tematisering af en række centrale arkitektoniske diskussioner i det seneste tiår.

Teksten tager udgangspunkt i Foucaults definition af begrebet techne. Techne beskriver en ’praktisk rationalitet styret af et bevidst mål’, og Allen hævder med Foucault at arkitekturen bedre kan beskrives med dette begreb end som en eksakt eller ineksakt videnskab. Allen foreslår derfor et opgør med forestillingen om at arkitekturteorien skal forstås som en sammenhængende beskrivelse af et generaliseret arkitektonisk felt. Han påpeger at opdelingen af teori og praksis i arkitekturen er en politisk konstruktion udtænkt af renæssancearkitekten Alberti med det formål at flytte arkitekturen ud af de middelalderlige håndværkslaug og ind i renæssancens ’kongelige videnskaber’ med deraf følgende prestige og magt. Han hævder at denne model stadig er generelt accepteret, for eksempel på arkitektskoler, hvor teori ofte forstås som en abstraktion – ’et sæt ideer og koncepter uafhængige af en specifik materiel begivenhed’.

Problemet ved denne konstruktion er at teorien udskilles fra den praktiserede arkitektur. Det betyder ikke nødvendigvis at teorien er uden indflydelse på arkitekturens praksis; men det sker på en ydre og indirekte måde. De to ekstreme konsekvenser af denne adskillelse er dels risikoen for at praksis helt fornægter teoriens betydning, og dels at teorien uafhængigt af den praktiserede arkitektur forsøger at definere arkitekturens mål og idealer. I begge tilfælde opfattes arkitekturen som et afgrænset felt hvor ’arkitekturens indre’ forstået som de koder, metoder og konventioner som arkitekturen som fag betjener sig af adskilles fra ’arkitekturens ydre’ der er de eksterne krav, programmer og problemstillinger der udgør arkitekturens forudsætninger.

Allen kalder den første position hvor teoriens betydning benægtes for en ’dum praksis’. Det gør han fordi arkitekturens normer og konventioner naturligvis ikke forsvinder fordi teoretiseringen forkastes; men blot bliver immanente og ureflekterede. Dermed bliver den arkitektoniske praksis bundet til vaner og traditioner der kun vanskeligt kan ændres med det resultat at arkitektfaget får svært ved at møde ændringer i arkitekturens ’ydre’.

Den anden position, som Allen kalder for ’dum teori’, er imidlertid ikke bedre. Her opfattes teorien som et sæt ideale koder og konventioner der fastlægger arkitekturens betydninger og formål uafhængigt af arkitekturens ’ydre’. Teorien bliver her en buffer der skal beskytte arkitekturens idealer mod en korrumperende virkelighed.

Allen foreslår en tredje position, som han kalder for ’pragmatisk realisme’, der forsøger at inkorporere en dynamik i forhold til arkitekturens ’ydre’. Denne position skelner ikke mellem teori og praksis. Teorien skal ikke længere opfattes som en adskilt overbygning på praksis; men i stedet blot som en særlig praksis. Den teoretiske praksis adskiller sig naturligvis metodisk og redskabsmæssigt fra den traditionelle praksis; men den bør ifølge Allen fokusere på hvordan udvekslingen mellem arkitekturens ’indre’ og ’ydre’ etableres.

Allen opfatter ikke arkitekturens ’indre’ og ’ydre’ som entydigt adskilte domæner, men snarere som åbne delmængder der overlapper og udveksler territorier på forskellige måder. Det betyder ikke at Allen opgiver forestillingen om en specifik arkitektfaglighed konstitueret af særlige metoder og teknikker. Fagligheden skal blot ikke opfattes som en fastetableret sammenhængende helhed, men via dens grænser og evner til at udveksle. Derfor skal den teoretiske praksis heller ikke først og fremmest levere forklaringer på hvad der konstituerer det arkitektfaglige felt, men i stedet udgøre systematisk og metodisk refleksion over hvordan udvekslingen mellem ydre og indre etableres.2 Ved at fokusere specifikt på grænsen mellem arkitekturens ydre og indre forskyder Allen samtidig opmærksomheden fra hvad der karakteriserer arkitekturen til hvordan den konstant konstrueres i en konkret udveksling mellem ’indre’ og ’ydre’.

Dette forsøg på at ændre arkitekturteoriens fokus er et opgør med den forudgående arkitektgenerations teoretiske og ideologiske fundament. Det bliver mere tydeligt i Allens indlæg på konferencen ’Things in the Making’ hvor han gentager argumentationen for den ’pragmatiske realisme’ som et klart formuleret opgør med de seneste tyve års teoretiske og akademiske oprustning af især den nordamerikanske arkitektuddannelse. Allen, der selv er produkt af det amerikanske uddannelsessystem, forholder sig kritisk til den fortsatte aktualitet af denne akademisering og gør sig i stedet til fortaler for en ’postteoretisk’ arkitektur i tættere dialog med den virkelighed som findes uden for arkitekturens faglige og institutionelle rammer. Han understreger at postteori ikke skal forstås som antiteori; men lægger samtidig ikke skjul på at han specifikt tager afstand fra to af firsernes teoretiske hovedtemaer som han identificerer som en ontologisk interesse i ’oprindelse og grænser, for specificitet og autonomi’ og en semiotisk interesse for ’betydning og repræsentation.’ Hans skepsis overfor disse temaer hænger sammen med at disse praksisser netop retter sig mod arkitekturen ’indre’ og er optaget af dens grænser, repræsentationsformer og betydningskonstruktioner.

Stan Allen er underviser og praktiserende arkitekt i New York. I 2000 blev han Rektor for School of ArchitecturePrinceton University.

(texten er et uddrag fra texten In and Out, Grid nr.58, Arkitekt MAA, Ph.d. Claus Peder Pedersen) Link

reed_mvrdv.jpg

Jeg kan anbefale at læse Stan Allens introduktion til MVRDV´s første El Croquis (1991-2002, N.86+111): Artificial Ecologies: the Work of MVRDV . Stan Allen er ikke specielt pro MVRDV, og netop derfor er udfaldet overraskende både for Stan A. og læseren. 

Reply